Kapitel 16

Mani og depression

Depressioner søges behandlet,
manier overlades til psykokemi
- det burde være omvendt.
Migræne og hovedpine

Depression
Depressioner er et udtryk som bruges lidt i flæng. Depression i den kliniske forstand, som læger bruger, er ikke bare en følelse af at være udkørt, det er en meget alvorlig tilstand, hvor den depressive nærmest går fuldstændig i stå. Vedkommende sidder stille hen, uden nogen form for initiativ.
Denne "originale" form for depression følger ofte efter en manisk periode. Manisk er en tilstand, hvor en person er hektisk, overaktiv, med andre ord hyperaktiv.

Mani
Aflægger man besøg hos en manisk person, vil man typisk komme ud for at fjernsyn, radio og cd-spiller kører, med lyden skruet helt op, møblerne står hulter til bulter, lamperne er taget ned.
På een gang gøres der hovedrent, omsys vintergarderobe, lappes cykel, et større maleri med glade blomster males, tæppet ligger rullet sammen i hoveddøren, som står åben. Manikeren var på vej ud for at banke det, men kom på vejen ud i tanke om at det egentlig var længe siden han havde fået skibberlabskovs, så han gik ufortrødent igang med at koge, brase og regere. Imidlertid har han glemt det også, så hele huset er fyldt med røg.
Manikeren står ude på altanen og sår 500 tomat frø i 500 forsåningsbakker af presset tørvesmuld, mens han synger grand prix melodier af hjertens lyst. Naboerne er lige ved at falde ud af vinduerne af iver for at holde øje med hvad der foregår, og for at se noget som de forhåbentlig kan blive forargede over, hvilket der er rig lejlighed til. Manikeren har nemlig ikke taget tøj på i dag.

Maniodepressive
Mani og depression hænger temmelig meget sammen, hvorfor man normalt plejer at kalde dem under et, for manio-depressive tilstande.
De kan dog godt optræde hver for sig, men alligevel med et vist mønster i rækkefølgen.
Det er især manien som kan optræde alene.
Mani opstår, som jeg ser på tingene, når en person af al magt søger at fortrænge noget der opfattes som værende meget farligt. Fx at træffe en afgørelse.
Fortrængningen er så vigtig at intet middel skyes.
De fleste "almindelige" mennesker ved godt at der ikke gives noget bedre middel til at udskyde kedelige valg og afgørelser, end netop at give sig til at lave en masse ting; lade være med at holde pauser; bare kile på.
Det er det manikeren gør. Bare i mere udtalt grad, men formålet er det samme. At "glemme" skråstreg fortrænge tanken om en kedelig modsætningsfuld beslutning der endnu ikke er truffet, fra sin opmærksomhed. Jeg omtalte en lignende begrundelse, hos folk der får hold i nakken, i kapitel 6.
Her gør der sig dog den store forskel gældende, at det manikeren vil fortrænge er umådeligt angstprovokerende, for vedkommende.

Det er så angstprovokerende, at han gladeligt vile rejse til Timbukthu for huslejepengene, hvis han troede at det ville hjælpe. Får manien lov at løbe, uden at manikeren bliver spærret inde på et psykiatrisk hospital i forløbet, vil den som regel løse sin opgave, at holde det frygtede væk og derefter klinge ud.
Efter den maniske periodes utrættelige, totale og uophørlige aktivitet, bliver patienten træt. Meget træt.
Huset ligner et bombekrater, de halve af møblerne er foræret væk, der er ingen penge. Alt hvad der kunne bruges er brugt. Manikeren kan bare sidde og iagtage den totale ødelæggelse af sit hjem. Det er nu depressionen indfinder sig, hvis den kommer.
Mange vælger efter en manisk periode at slå sig på flasken. De gør det stille, køber øl, vin eller spriritus for de håndører de har tilbage, og murer sig inde i ruinerne. Både med og uden sprit er depressionen præget af total stilstand. Den depressive periodes varighed er som regel på mindst tre måneder, længere jo mere spiritus der er indvolveret.

Opsummering af mani og depression
Det korte af det lange er at manien så at sige vælges som middel imod påtrængene modsætningsfyldte beslutninger, som personen føler sig tvunget til at træffe. Maniens ødelægende virkninger på hus, socialt liv og måske arbejde, parret med træthed efter perioden hektiske aktivitet, tilsiger personen at tage det roligt i en tid. Det er de psykiske "tømmermænd" efter manien, som fremkalder depressionen.
Behandlingsmæssigt fokuseres der desværre næsten kun på depression blandt de psykiatere der arbejder med manio-drepressive patienter. Manier behandles "kun" med psykofarmaka for at holde patienterne rolige, mens de raser.
Alle de manio-depressive patienter jeg har haft i behandling, har kunnet fortælle dem samme historie. At manier døves med psykofarmaka, og at egentlig samtaleterapi først iværksættes hvis patienten derefter udvikler en depression.
Samtale terapi med depressive patienter er udsigtsløse, fordi problemet skyldes maniens årsag, og den finder man ikke ved at tale om depressionen, sorry.

At tale med en person som har en mani i fuldt flor, er ikke nogen nem affære. Derfor er jeg heller ikke modstander af en vis medicinering i den situation. Til gengæld kan jeg anbefale samtaleterapi med manikeren, når vedkommende er tilpas sløvet af medicin.
Medicinens virkning kan faktisk skabe et frirum, der tillader den maniske person at iagtage sig selv, især hvis en behandler, der ikke er bange for at styre udviklingen, medvirker. Når selviagtagelsen udfoldes sammen med en behandler, som forstår at spørge ind til hvilke problemer der lå forud for manien, kan der komme ting frem som den maniske har søgt at fortrænge gennem mange år.
Først når maniens årsager er kendte og erkendt af patienten kan der komme noget frugtbart ud af anstrengelserne. Så kan det nemlig afgøres hvilken ny overbevisning patienten skal udstyres med vedrørende det problem som er kommet frem.

Angst
Jeg har mødt mennesker som reagerede med manier, på så forskellige ting som angst for deres forældre, angst for deres mænd, angst for pres fra de sociale myndigheder og angst for deres lærere i skolen, og mange flere ting. Der kan altså være mange forskellige grunde til at den enkelte udvikler sin mani.

Et fællestræk er ANGST.
Angst betyder at man er bange, uden at kunne hænge sin "bange" op på noget konkret.
Jamen jeg har jo lige skrevet at manikere kunne være angste for deres forældre og andre egentlig meget konkrete ting.
Ja, men det ved de ikke selv, og fordi de ikke ved det, kan de ikke selv placere deres "bange" på noget specifikt, og derfor må vi kalde det angst.
Mennesker med tendens til mani, har ikke kun store altødelæggende manier. Flere gange om ugen, har de små manier, som skal fortrænge formodede farlige udviklinger.

Manikeren har tit et næsten pedantisk forhold til hvordan situationer bør forløbe. Når de taler med deres venner, skal vennerne tale sådan og sådan, og må under ingen omstændigheder sige tingene sådan og sådan. Disse "sådan og sådan," er specifikke for den enkelte. Der kan ikke drages paraleller mellem to manikere på det punkt.
Det eneste som er fælles, er kravet til at venner, forældre og andre ikke overskrider bestemte "regler", som manikeren kun har inde i sin egen bevidsthed, uden at have erkendt dem som regler, og derfor uden at vide det.
Det er disse regler som behandling af mani må starte med at grave frem. De skal først findes, derefter skal de bevidstgøres, således at den maniske person forstår, at det er disse regler der fremtvinger behovet for fortrængning, og dermed den maniske reaktion.

Afdækningen af dette kan kun finde sted gennem samtale, samtale og atter samtale, ind til manikeren tør forstå sammenhængen, og derfor kan være behjælpelig med at finde flere regler, inde i dybet af sin bevidsthed.
Reglerne repræsenterer uheldige og skadevoldende overbevisninger, og skal selvfølgelig afskaffes.
Men: før det kan ske skal manikeren og behandleren, hvis der er en sådan, have opstillet nogle brugbare alternativer til de skadevoldende overbevisninger.

Overbevisninger kan ikke fjernes
Nå, hvad gør man så?
Man skifter den u-heldige overbevisning ud med en harmløs.
Det gør man fordi overbevisninger ikke kan ophæves uden at der sættes noget andet i stedet.

Et genbrugseksempel:

Overbevisning: Jorden er flad, det kan man jo se!
Vi har alle en overbevisning om at jorden enten er flad eller rund. Måske tror vi som den tyske sekt Hörbigerne, der i slutningen af første verdenskrig fastslog, at jordoverfladen befandt sig på indersiden af en kugle, inde i en stor isknold. Planeterne var i Hörbigernes overbevisning, ikke enorme, fjerne kloder, men små lysende genstande anbragt tæt sammen inde i centrum af isknoldsuniverset.
Da "Jorden er flad, det kan man jo se," er ikke et synspunkt der skader nogen, derfor er der ingen reel grund til at lave om på det. Vi kan dog alle nikke genkendende til vores egen forbløffelse, første gang vi fik at vide at jorden ikke er flad, men er en kugle der hænger forholdsvist stille i et i øvrigt næsten tomt rum. Vel at mærke et rum uden grænser, hvorfor bare det skulle fatte rummet som et "rum," i sig selv er svært.

Når de fleste af os alligevel valgte at acceptere den nye forklaring, om at jorden er denne fritsvævende kugle, uden videre dikkedarer, var det fordi det nye synspunkt jo i og for sig kunne være lige så godt som det gamle. Der var altså for de fleste af os ikke noget problematisk ved at udskifte overbevisningen, om at jorden var flad, med en ny overbevisning om at jorden er, som den nu engang ses at være ude fra universet, rund.
Fordi vi i vore dage er så heldige at have billeder optaget ude fra rummet, der tydeligt viser os at jorden er rund og hænger frit i det store intet, er det blevet nemmere at fatte. De generationer som er født efter den moderne rumforskning blev indledt, har fået lettere ved at forstå at jorden er rund og dermed nemmere ved at skifte overbevisning.

Det forholder sig ganske anderledes hvis vi føler os overbeviste om at vore forældre altid skal gives ret i alt hvad de synes, om dette og hint. Hvis du tror at forældres ret til at bestemme er en lovmæssighed, og du samtidig er over 20, måske endda 35 år gammel, så har du et problem. Du føler dig overbevist om at dine forældre altid skal bestemme alting, fordi du er angst for hvad de mon vil gøre ved dig, hvis ikke du adlyder.
Når du kan have denne angst og være voksen, er det til dels fordi du aldrig har gjort oprør. Det er der dog gode grunde til, du turde, og tør stadig ikke, for du har den overbevisning at dine forældre ville straffe dig hvis du ikke adlyder.

Hvornår du har indstiftet den overbevisning, "at hvis jeg ikke gør som mine forældre ønsker, så vil der ske noget slemt," er svært at sige. Sandsynligheden taler for at det er sket mens du var 0 til 3 - 4 år gammel. Derfor vil du sandsynligvis ikke kunne huske, hvad det var for en begivenhed der fik dig til at forme overbevisningen. Det er selvfølgelig heller ikke startet med at du har haft én oplevelse og på basis af den dannet din overbevisning. Overbevisninger hos det lille barn, dannes på basis af flere ensartede oplevelser, hvorefter barnet uddrager sig en lære af et bestemt hændelsesforløb. Der findes selvfølgelig også oplevelser der ikke behøves at blive gentaget, før barnet danner sig en overbevisning om hvad de betyder.

Straffe
Desværre mangler der hos forældre en del indsigt i emner som, slukket lys, at skulle sove alene i store huse, langt fra far og mor, og lignende.
Helt galt bliver det når vi kommer til straffe.
Der findes faktisk forældre som på forskellig vis straffer små børn. Her tænkes på børn under 4 - 5 år, og jeg vil gerne understrege at jeg heller ikke synes man skal straffe børn over denne alder.
Men: der findes altså forældre som tror at man ved at straffe børn under den nævnte alder, får børn ud af det som opfører sig som deres forældre synes man skal. Det gør man ikke.
Man får derimod bange børn, eller ligeglade børn, som har opdaget at de bare skal sørge for at far og mor ikke opdager hvad de går og laver. Det kan gå rigtigt galt.

Børn lærer ikke af straf, men af belønning
Barnet lærer ikke af straf, nærmest tværtimod. Barnet lærer ikke det som forældrene vil lære det med straffen. Barnet lærer derimod at det er farligt at gå imod forældrenes ønsker, fordi man så får lov til at være alene fx.
Når barnet kan mærke at "alene" er en straf, og det samtidig ikke kan lide at være alene, måske endda er bange for det, så skal der ikke mange gange "alene" til før barnet har lært at alene dels er en straf, og dels hvis det er bange for "alene", drager sig den lære at alene er farligt.
Når barnet har oplevet alene et antal gange, brugt som straf så er grundlaget skabt for at danne sig en overbevisning om at hvis man ikke gør som forældrene siger, så bliver man gjort bange. Børn vil for alt i verden undgå at blive gjort bange.

Barnet bliver altså ikke klogere, som forældrene ønsker. Det lærer nemlig ikke det som forældrene gerne ville lære barnet ved at straffe. I stedet lærer barnet at:
"Hvis jeg ikke gør som de siger, selvom jeg ikke forstår hvad de mener, så bliver jeg straffet.
Jeg må sætte alt ind på at undgå alene, straffen."

Der er mange måder at straffe på
Der findes også forældre som straffer børn ved at spille søskene ud mod hinanden. Eller ved kun at rose de af børnene som gør som forældrene ønsker. Hvis et forældrepar fx har to børn på henholdsvis 5 og 8 år, som har forstået lektien, og en lille på 2½ år som ikke fatter hvad man ønsker sig af hende, så kan de finde på kun at rose de stores optræden og ignorere den lille. Forældrene tror selvfølgelig at de optræder klogt og måske pædagogisk, men det gør de ikke.
De straffer derimod et lille menneske, som end ikke kender sin egen brøde.
Den lille har nu flere muligheder for at forstå hændelsesforløbet og danne sig en overbevisning om det.
Barnet kan lære, dvs. danne sig en overbevisning som består af en eller flere af følgende muligheder:

1. At forældrene er lidt dumme, siden de ikke vil sige hvad det handler om,
så hun kan forstå det.
2. At opfattelsen om at hendes søskene er bedre mennesker end hun selv er,
heldigvis kun findes inde i forældrenes hoveder, samt at det ikke betyder
noget, når bare de tror at hun gør som de siger.
3. At hendes søskene faktisk er bedre mennesker end hun selv er.
4. At forældrene altid kan straffe hende hvis de vil, og at det derfor handler
om altid at gøre som de vil have, også selv om man ikke forstår hvorfor.

Røde ører
Punkt 1. er problemfri - forældrene er jo lidt dumme, det kan enhver forstå.
Punkt 2. er ligeledes problemfri.
Punkt 3. i ovenstående giver forhåbentlig røde ører hos nogen forældre.
Det er imidlertid for intet at regne mod de kampe et barn der "valgte" punkt 4, senere kan få som voksen, hvis hun ikke undervejs får forkastet sin overbevisning om at man altid skal gøre som ens forældre siger.
"Valget" af punkt 4 giver altså mulighed for angst og bæven i mange varianter, som kan virke meget hæmmende, og følge voksne personer langt op i livet.

Hvis barnet "valgte" at kombinere punkterne 3 og 4 til en fælles overbevisning, så kunne den komme til at lyde som følger:
Fordi alle andre er bedre mennesker end jeg, er mine forældre i deres gode ret til at straffe mig når det passer dem. Jeg må derfor altid prøve at gøre som jeg tror de forventer, og ofte spørge dem til råds selv om jeg nu er voksen. For hvis mine forældre bliver sure på mig, vil der ske noget frygteligt.

Kan man selv gøre noget
Ja det kan man da, men udsigten til at grave ting som disse frem helt alene, uden hjælp fra en der er sporet ind på denne tankegang, er desværre lille.
Derfor vil jeg råde de der genkender sig selv i ovenstående til at søge hjælp hos nogen der tænker i de skitserede baner.
Når det er sagt, vil jeg alligevel forsøge med lidt hjælp til selvhjælp.
Du kan nemlig godt forandre en hæmmende overbevisning, når du ved hvad den består i og hvad den gør ved dig. Først skal du finde ud af hvad du vil erstatte den med. Her tages udgangspunkt i ovenstående kombination af punkt 3 og 4.
Først skal du lave dig en sætning, du kan gå og sige for dig selv, som denne:

Alle mennesker er lige gode og gør altid deres bedste.

Dernæst skal du lave dig en kort handling, en drejebog.
Drejebogen skal bestå af en situation hvor du plejer at blive nervøs:
For eksempel en telefonsamtale med dine forældre, som synes at du skal komme hjem til dem hver søndag. Du plejer at gøre som de ønsker, men du ville gerne kunne skære ned på besøgene.
Du skal altså skrive et oplæg til dig selv, indeholdende en situation magen til den der finder sted i telefonen, når dine forældre ringer og plager.

Du skal selvfølgelig spille dig selv, om end du i dette tilfælde skal sige noget andet end du plejer, nemlig: Nej jeg kommer ikke hjem på søndag, og for fremtiden kommer jeg kun hjem hver fjerde søndag.
De andre personer i stykket er far eller mor, eller begge nu hvor medhør er hvermandseje.
Bemærk: Det handler ikke om at råbe op. Det handler om at du stille og roligt fortæller hvor tit du for fremtiden har tænkt dig at besøge dine forældre.
Giv dem plads i din indre monolog, lad dem sige det du tror de vil svare.
Gentag derefter din plan, igen og igen, for hver gang dine forældre har sagt et eller andet.
Lad monologen vokse, inddrag elementer der dukker op undervejs og lad efterhånden brugte argumenter vige pladsen for nye.
Gentag, gentag, gentag, gentag, gentag, gentag, gentag, gentag og atter gentag dit budskab.
Fordi det er en øvelse, kan du hele tiden stoppe op og fx føle efter når du får knugende fornemmelser i tarmene, i maven som man kalder det. Bliver det for slemt, så hold en pause. Læg dig ned og lav åndedrætsøvelsen. Tal med dig selv om hvorfor du bliver bange, hvad du bliver bange for. Tal især med dig selv om hvor dejligt det vil blive når du ikke er bange for din far og mor længere.
Husk at rose dig selv, fordi du tør pille ved din overbevisning om at dine forældre har ret til at bestemme over dit liv. Bliv ved med at lave øvelsen i et par måneder efter at du rent faktisk er begyndt at kunne sige fra i forhold til dine forældre.

Nu kan det jo være du har erkendt et problem som er helt anderledes skruet sammen end problemet i ovenstående konflikt.
Skriv dig selv en drejebog, der passer til dit problem. Skriv den efter de samme retningslinier som i ovenstående eksempel. Husk at det handler om at erstatte en overbevisning med en anden og ny overbevisning, IKKE om kun at fjerne en overbevisning.

Eller send en mail, klik her. Bemærk at der kan gå et par dage før du får svar.
Hvis du giver dig i kast med ovenstående eller en lignende øvelse, i den hensigt at forandre en hæmmende overbevisning, så er har du krav på en masse ros.
Ros dig selv, ros, ros, ros, ros, ros...

Det er altid modigt at imødegå sin egen angst.

Migræne, hovedpine

Hvad selvbehandling i denne sammenhæng angår, skelnes der ikke imellem migræne og andre former for hovedpine, idet kun placeringen af en gene og ikke dens medicinsk, tekniske indhold tæller.
Der er dog én væsentlig forskel nemlig at migræne skyldes tilbagevendende uløste konflikter, hvorimod den "almindelige", sjældnere forekommende, hovedpine som regel (ingen regler uden undtagelser) skyldes forskellige ting fra gang til gang.
Et fællestræk er at begge tilfælde oftere indtræffer for mennesker som hellere gemmer og udsætter, end hos de som tager en rask beslutning, mens problemet alligevel befinder sig i den vågne del af bevidstheden. Hovedpine fremkaldes af spændinger, som sidder inde i hjernen. Når blodkarrene henholdsvis udvides og indsnævres, ude af trit med hjernevævets normale rytme opstår der smerte.
Selve hovedpinen er som regel nem at gøre noget ved med følgende:

Øvelse, hovedpine

Lokaliser smerten og mærk din puls banke inden i den, det vil sige i vævet hvor smerten sidder.
Læg mærke til hvad smerten gør?
Det vil sige om og hvor den bevæger sig hen?

Det kan minde om at smerten nærmest er "bange" for pulsen.
Der er selvfølgelig i virkeligheden tale om at du retter din opmærksomhed mod en spænding, hvis årsag du før har forsøgt at fortrænge. Når det sker ophæves spændingen og det kan man tolke som at den flygter. Den kan give sig til at danse rundt i hjernen og kan endda gå helt udenfor denne.
Husk ved sådanne lejligheder på hvor ofte du har sagt til dig selv at nu skal jeg holde op med at tænke på X.

Når du med øvelsen har fordrevet de fleste af smerterne kan du gå videre. Du må søge at indse hvilke gentagne tankemønstre der igangsætter spændingerne i dit hjernevæv.
Har du f. eks. gennem lang tid har haft en bestemt række af tanker som hver gang resulterer i en konklusion som du er bange for at sætte i værk?

Nakken
Læs også om nakken i kapitel 6.
Et andet sted hvor folk tit har ondt i forbindelse med hovedpine er i nakken. Nærmere bestemt langs kraniekanten i baghovedets nederste del. Disse smerter optræder tit sammen med en stiv og usmidig nakke og kan derfor godt snyde, så man tror man har et mildt hold i nakken. De samme spændinger langs kraniekanten spiller også en stor rolle ved den lysoverfølsomhed mange migræneplagede mennesker får. Massage med let hånd, lange spasereture og svømning er langt bedre end noget andet til hovedpiner som ledsages af smertene kraniekanter.
Hvad hovedpine som sådan angår kan pulsøvelser, hvor smerten indkredses og bedømmes, nedsætte smerten i området meget og bane vejen for delvis smertefrihed. Når man først har nedsat sin smerte er det meget nemmere at tænke, og ad den vej bearbejde de tankemønstre som fremkalder smerten.

Hvis selvbehandling skal være andet end behandling af symptomer, er det ikke nok at lave smarte øvelser.

Virkningen skal understøttes af forandringer i din øvrige livsform. Derfor gælder det om hovedpiner som man har fået af at udsætte sine planer, at man ikke får dem varigt væk med mindre man også holder op med at udsætte og udsætte og atter udsætte sine valg, beslutninger og planer. Det kan selvfølgelig virke lidt trivielt at jeg bliver ved med at fremhæve at man skal forandre sin måde at tænke og fungere på. Men jeg har opdaget at det er noget som skal siges mange gange før folk opdager at det både gælder for de andre, og for dig.

Hører man til de som har de grove tilfælde af hovedpine, den såkaldte migræne, ledsaget af overfølsomhed for lys og opkastning, er det værd at vide at spændinger i tarmregionen spiller en stor rolle. De tarmspændinger der ledsager hovedpine virker stoppene på madens passage i tarmkanalen og forårsager derfor ophobning af affald der. Når fødens bevægelse i tarmen standses kan processer der i øvrigt er helt normale, finder sted på "forkerte" steder i tarmen. Herved kan stoffer der ellers ville være blevet skaffet af vejen pludselig fremkalde en slags "forgiftning", uden at der selvfølgelig er tale om gifte. Ofte frigives der litervis af stærkt ildelugtende luftarter, når folk med migræne masseres på de rette steder, hvorefter hovedpinen i løbet af et kvarters tid aftager. Luftarter der nærmest lugter som sumpgasser, pruttes ud og kalder øjeblikkeligt på åbning af alle vinduer.

Zoneterapi er yderst velegnet til at sætte gang i træge tarme. Motion ligeledes, når den vel at mærke udføres mens man har hovedpinen. Indtagelse af enten vand, tilsat 3 teskeer eddike pr. liter, eller sukkerfri Cola i store mængder fx. 1½-3 liter drukket over et par timer, har også forbløffende virkninger.
Spændinger i og omkring mavesækken kan ligeledes fremkalde giftreaktioner i kroppen, ledsaget af gulligt opkast, muligvis på grund af overproduktion af mavesyre, eller uheldige galdereaktioner.
Det almindelige råd om at indtage natron eller andre syre neutraliserende midler virker kun kortvarigt, idet et basisk præparat sender en forkert besked til maven, nemlig at den skal lave endnu mere syre. Den rette besked at nu er der syre nok kan fremkaldes ved at drikke et glas vand med en teskefuld æbleeddike i.
Drik iøvrigt rigeligt med vand resten af dagen. Et forbrug af vand på omkring tre liter i døgnet er en god ting for alle, og et minimum for de som tit har hovedpine.

Til top

Kapitel 16

Mani og depression

Migræne, hovedpine

direktionenfantaserdigrask.dk 2005

Til top